|

Klik her for
læse/printe vedtægterne i .pdf format
Vedtægter for I/S Arden Vandværk
Selskabets navn er I/S Arden Vandværk.
Selskabets formål er at forsyne medlemmernes ejendomme, samt eventuelle
andre forbrugere med vand efter gældende lov og kendelse fra
landvæsenskommission.
§2.
Interessentskabet bekoster anlæg, udvidelser, forandringer og
vedligeholdelser samt drift af et vandværk og nedlægning og
vedligeholdelse af vandværkets hovedledninger.
§3.
Enhver interessent er pligtig at holde sine vandhaner og stikledninger i
orden på egen grund og for egen regning.
§4.
Interessenterne hæfter solidarisk for selskabets gæld som kautionister og
selvskyldnere en for alle og alle for en, selv om de ikke har underskrevet
vedtægterne for selskabets gæld og andre forpligtigelser.
§5.
Selskabets medlemmer forpligter sig til at aftage vand fra vandværket og
betale de til enhver tid herfor gældende afgifter, der er beregnet på at
kunne dække de til enhver tid nødvendige driftsudgifter, renter og afdrag
på lån, oparbejdelse af kapital m.v. Vandafgiften fastsættes af
bestyrelsen. Opkrævning af vandafgifter sker ved bestyrelsens
foranstaltning og opkræves forud.
§5a
Alt vandforbrug afregnes efter Måler. Måleren udleveres af vandværket, og
forbliver vandværkets ejendom. Montage af måleren skal udføres af en
autoriseret VVS-installatør for interessentens regning. Interessenten har
det fulde ansvar for, at alt forbrugt vand måles.
§6.
Såfremt betalingsfristen overskrides betales et gebyr i h.t. gældende
takstblad. Såfremt betaling ikke finder sted efter betalingspåmindelse,
afbrydes vandtilførslen. Før genoplukning kan finde sted, betales skyldig
vandafgift samt et gebyr fastsat i gældende takstblad. Enhver skyld til
vandværket af vandskat eller afdrag hviler på ejendommen og den til enhver
tid gældende ejer.
§7.
Enhver, der uden bestyrelsens tilladelse åbner for en afspærret ledning,
skal betale et gebyr for ulovligt vandforbrug. Gebyret er fastsat i
gældende takstblad. Betales gebyret ikke, kan bestyrelsen lade foretage
udpantning efter derom gældende lov, og der skal atter lukkes for vandet.
§8.
Når det, på grund af nye vandledningsanlæg eller reparationer ved
vandværkets ledninger eller motorer, bliver nødvendigt at lukke for
vandet, skal de pågældende interessenter have meddelelse derom, men kan
ikke stille krav om erstatning derfor. I tilfælde af brud på
hovedledninger eller lignende har bestyrelsen ret til at lukke for vandet
uden at give interessenterne bud.
§9.
Vandværkets bestyrelse, og de af bestyrelsen antagne håndværkere og
arbejdere, kan til enhver tid forlange at have uhindret adgang til alle
steder i en ejendom, hvor vandrør er indlagt. Forbyder interessenten
dette, skal han betale kr. 50,00 i bøde. For eventuel skade kan
interessenten forlange erstatning.
§ 10.
Indlæg i ny ejendom eller forandringer af ledninger må kun ske efter
forudgående skriftlig anmeldelse til og skriftligt samtykke af
bestyrelsen, ved folk, som dertil er antaget af bestyrelsen og under
dennes tilsyn, ligesom det i alle tilfælde forbeholdes bestyrelsen at
bestemme rørenes og hanernes størrelse.
§11.
Enhver udendørs opstander, skal være forsynet med en frostfri stophane,
som skal benyttes i frostperioder, i øvrigt er interessenten
erstatningspligtig, såfremt vandværkets stophaner fjernes eller
beskadiges.
§12.
Forser en interessent sig mod § 11 eller gør sig skyldig i vandspild eller
forser sig på anden måde, kan bestyrelsen idømme ham en bøde på kr. 50,00.
Interessenten er samtidig pligtig til at betale den skade, han muligvis
har tilføjet ledningen.
§ 13.
Hvis en interessent på grund af misbrug eller overtrædelse af § 6 har fået
lukket for vandtilførslen, kan ingen anden interessent lade denne forsyne
med vand fra sin ejendom. Overtrædelse medfører en bøde på kr.50,00 og i
gentagelses-tilfælde lukning for vandtilførslen. Det samme gælder, hvis en
interessent lader en ikke interessent få vand til stadighed.
§ 14.
Fratrædende interessenter kan ikke stille krav på andelsudbetaling af
interessentskabets formue.
§ 15.
Interessentskabets anliggender ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der
vælges på den ordinære generalforsamling i februar ved skriftlig
afstemning. Valget gælder for 2 år, og bestyrelsens større eller mindre
halvdel afgår skiftevis hvert år. Genvalg kan finde sted, men den
pågældende kan bede sig fritaget i lige så mange år, som han har fungeret.
Enhver interessent er pligtig at modtage valg.
§ 16.
Bestyrelsen vælger af sin egen midte sin formand og fordeler
forretningerne imellem sig. Formanden kan også vælges til kasserer.
Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden bestemmer det. Når 2
bestyrelsesmedlemmer med opgiven dagsorden skriftligt forlanger møde
afholdt, skal formanden indkalde til et sådant inden 4 dage. I tilfælde af
stemmelighed betragtes den halvdel hvortil formanden hører, som den
største.
§ 17.
Formand og kasserer er lønnede. Deres løn fastsættes af den siddende
bestyrelse. Bestyrelsen er ansvarlig for vandværkets midler.
§ 18.
Bestyrelsen antager en mand til at passe vandværkets motorer og fastsætter
hans løn, der betales kvartalsvis bagud.
§19.
Bestyrelsen skal føre en forhandlingsprotokol, og heri indføre hvad der
forhandles om på møder. Et mindretals motiverede afstemning kan forlanges
tilført protokollen. I samme protokol indføres også generalforsamlingerne
og deres beslutninger.
§ 20.
Selskabets regnskabsår er fra 1/1 til 31/12.
Regnskabet med tilhørende bilag, beholdninger m.v. skal forelægges
revisorerne senest den 15.februar. Revisorerne indfører revisorpåtegning i
regnskabet.
§21.
Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned, med følgende
dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens
beretning for det forløbne år.
3. Fremlæggelse af
regnskab i revideret stand,
4. Indkomne forslag
eller klager fra medlemmerne eller bestyrelsen.
5. Valg til
bestyrelsen.
6. Valg af 1
suppleant til bestyrelsen.
7. Valg af 2
revisorer og 1 revisorsuppleant.
8. Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes enten af bestyrelsen eller når
mindst 50 af selskabets medlemmer forlanger det.
Alle indkaldelser såvel til ordinære som ekstraordinære
generalforsamlinger sker ved avertering i den lokale avis med angivelse af
dagsorden. Indkaldelse skal ske med mindst 7 dages varsel.
Såfremt medlemmer ønsker ekstraordinær generalforsamling afholdt, må de
overfor bestyrelsen skriftlig angive de punkter, der ønskes behandlet,
samt motivere, hvorfor de ønsker disse behandlet.
Det påhviler bestyrelsen at indkalde til ekstraordinær generalforsamling
senest 3 uger efter begæringens modtagelse. Alle beslutninger på save!
ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger vedtages ved simpelt
stemmeflertal blandt de mødte.
Dog kræver ændring af nærværende vedtægter, at 2/3 af de mødte stemmer for
den foreslåede lovændring.
§22.
Forslag henvendelser og klager fra interessenterne skal ske skriftligt til
bestyrelsen senest 3 dage før generalforsamlingen.
§23
Nærværende vedtægter erstatter alle tidligere.
Selskabet er oprettet den 3. februar 1893. Vedtægterne er ændrede den 9.
august 1903, den 28. februar 1913, den 22. juli 1926, den 21. januar 1942,
den 25. februar 1954, den 26. februar 1971, den 26. februar 1986, den 27.
marts 1996 og den 26. februar 1997.
Søren Christoffersen Karl Ladefoged.
Kim Andeassen Ove Andersen
Mogens Bisgaard
|